JUSSI

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ (5/6) “JUSSI” af Jonas Langvad Nilsson, udgivet 31. maj 2017, 408 sider.

Mange vil påstå, at de kender Jussi Adler-Olsen og flere endnu vil endda have en mening om ham. Overskrifter har han trukket mange af. Ikke mindst om sin indtjening og om kontroverserne med Zentropa. 

Enkelte gange har jeg hørt krimiforfatteren omtalt som sky, overfladisk og arrogant. Retfærdigvis skal det siges, at jeg også har hørt det modsatte. Selv har jeg til gode at hilse på Jussi Adler-Olsen.

Jonas Langvad Nilsson hedder forfatteren til dette værk og i 5 år har han fået mulighed for at følge Jussi Adler-Olsen på tæt hold. Det er dette samarbejde, som nu har gjort det muligt for ham at nedkomme med en bog om Danmarks krimikonge.

“JUSSI” er en indbundet biografi på 1.291 gram, prydet med guldtryk og et billede af en veltilpas Jussi Adler-Olsen. En på alle måder flot bog.

Kun tre sider. Endda de første.

Mere skal der ikke til før man er tryg ved Jonas Langvad Nilsson, som virkelig har ordet i sin magt. Han kan skrive.

Og ja – til en start kan man sågar fristes til at tro, at det her er en krimi han har begået – for spændingen er intens. Således starter bogen med et overraskelsesangreb.

“JUSSI” er en biografi, som bærer tydeligt præg af ikke at være et hastværk og man fornemmer, at forfatterens har fået det optimale ud af samarbejdet med bogens hovedperson. Og så har han gjort sig umage.

For nok er Jussi mest kendt som Danmarks storsælgende krimikonge – MEN i “JUSSI” er der hul igennem til mennesket Jussi Adler-Olsen og det i sig selv er berigende for den læser, som interesserer sig for alt der befinder sig bag det umiddelbare.

Fortællingen om opvæksten, familieforhold, kærlighed og livet samt dets op- og nedture, sker med Jussi´s egne ord – iblandet ord fra de over 150 mennesker, som Jonas Langvad Nilsson har interviewet igennem forløbet. Mennesker som tydeligvis har udvist ham samme tillid, som Jussi Adler-Olsen har gjort.

“JUSSI” er et nærværende portræt af en mand, som de fleste faktisk ikke kender – men som de her har chancen for at blive klogere på. For bag alle overskrifterne gemmer sig en ikke-sensations-præget fortælling om et varmt menneske, som ikke gør noget halvhjertet, som kærer sig om andre og som ved hvad han vil.

Der er alle muligheder for at komme tilpas tæt på til at bryde med eventuelle fordomme eller forudindtagethed. Til at indse, at selv i et land, hvor janteloven af og til gør sig særdeles gældende, er det de færreste der kommer sovende til succes.

Hatten af for Jonas Langvad Nilsson og hans tilgang til projektet. Og for Jussi Adler-Olsen, som lagde biografien i de rette hænder.

“JUSSI” – næsten som at være der selv.