Anmeldereksemplar fra People´s Press ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ (5/6) “Og selvom vejen den var lang” af Frank Clifforth og Marianne Schjøtt Rohweder, 162 sider, udgivet 18. maj 2017.
“Og selvom vejen den var lang” er Frank Clifforths fortælling om livet, døden og og ikke mindst opvæksten i en dysfunktionel familie med både drama, druk og vold. Om at nå bunden på hæsligste vis og endeligt indse, at det derfra kun kan gå fremad. Hvis man tør.
Om at miste sig selv, men også miste dem man skulle have været der for – og dermed betale en ultimativ pris. Og det på trods af villigheden til endeligt at tage ansvar og til at tage livet af offerrollen.
En fortælling om at møde unikke mennesker, som formår at gøre en ubeskrivelig stor forskel for andre
Dette er også den vigtige fortælling om hvor godt, hengemt og længe en dysfunktionel familie kan bestå, når blot forældrene er “pæne alkoholikere”. For hvem kan spotte dét – og hvem tør sige det højt. Det tema er stadig aktuelt i 2017.
Anmeldelsen af denne bog har voldt mig visse kvaler og der måtte gå nogle ekstra dage, før ordene nu endelig finder vej på tastaturet.
Dette skyldtes nok primært at lanceringen af bogen druknede en smule i Frank Clifforths forsøg på at nå ud til den søn, som netop er fyldt 18 – og som han ufrivilligt har mistet kontakten til for flere år siden. Det er en ubeskrivelig svær situation, som ingen der ikke selv har prøvet det for alvor kan sætte sig ind i – men et øjeblik kunne man som læser derfor komme i tvivl om, hvorvidt udgivelsen var timet med det formål – og det er synd for bogen, som faktisk er meget relevant!
“Og selvom vejen den var lang” kan ved første øjekast syne som en lidt ugebladsagtig udgivelse – men ikke desto mindre er det en lang og ærlig fortælling på blot 162 sider. Man er ikke i tvivl om, at ordene er Frank Clifforths – og man fornemmer, at Marianne Schjøtt Rohweder ikke har forsøgt at omskrive eller pynte på formuleringerne i bogen. Således sætter den også nærmest rekord i brugen af ordet jeg – men det øger heldigvis indtrykket af, at historien helt og reelt er Frank Clifforths.
Jeg har den største respekt for mønsterbrydere af alle slags, for jeg ved fra tæt hold, at det ikke er noget man kommer sovende til. Det kræver både mod, styrke og den rette kombination af fra- og tilvalg.
“Og selvom vejen den var lang” bliver kun vigtigere af alle de temaer den kommer omkring – såsom børn af alkoholikere, eget misbrug og vold etc.
For stadig er det i dag enormt vigtigt, at voksne tør spotte, italesætte og hjælpe, når børn reagerer og signalerer at noget er som det slet ikke bør være.
En modig og rigtig fin bog. Især hvis livet har lært dig at læse mellem linjerne og se igennem glamour og X-factor. For den del er det mindste i denne bog.