Anmeldereksemplar fra forfatteren – “Jeg er den skyldige” af Marianne Monteau, udgivet den 6. juli 2018 på forlaget Many Minutes, 373 sider (3/6) ⭐️⭐️⭐️

Politiassistent Lucy Kiehl har netop tilbagelagt turen fra København mod Aarhus Politigård, hvor hun skal tiltræde en stilling ved afdelingen for personfarlig kriminalitet. På kontoret venter allerede en mordefterforskning, hvor offeret er en fysisk handicappet plejehjemsbeboer. Hendes navn er Margit Blixt og hun har lidt en grusom død.

I fraværet af afgørende spor, imødeser teamet mange lange arbejdsdage – og snart slår morderen til igen. Måske er Aarhus ikke længere den hyggelige by, som Lucy husker fra sin opvækst?

“Jeg er den skyldige” er en debutkrimi – en såkaldt selvudgivelse på eget forlag, hvor forfatteren, Marianne Monteau – selv har forestået al benarbejdet i forbindelse med udgivelsen. Bogen er den første i en serie om politiassistent Lucy Kiehl – og bind 2 og 3 er allerede godt på vej ifølge forfatteren.

Der kan være mange grunde til at udgive på eget forlag. Ét stensikkert kendetegn tænker jeg må være, at forfatteren virkelig tror på og brænder for det vedkommende har bedrevet. Men er det nok – og har Marianne Monteau mon, hvad der skal til?

Det mener jeg helt bestemt. “Jeg er den skyldige” har nemlig både format og vilje til at kunne blive en rigtig god krimi. Efter blot få sider leverer forfatteren en beskrivelse af bogens første mord, der er rystende godt og præcist formuleret – og som læser kan det være svært helt at afgøre, om det er kvalme eller chok som dominerer mest. Gerningsmandens handlinger på plejehjemsstuen er grænseoverskridede i enhver henseende og gør voldsomt indtryk.

Alligevel mestrer Marianne Monteau at holde beskrivelserne lige  præcis på den rigtige side af grænsen. Den grænse, som afgør om noget er berigende eller altødelæggende for læseoplevelsen.

373 sider er imidlertid alt for mange til denne krimi og til tider drukner handlingen lidt i sniksnak og unødvendige deltaljer om uforløste sangerinde-drømme og kævlerier politikollegaer imellem. Det gode flow i historien brydes eksempelvis også, når man som læser pludselig befinder sig på Oslo-båden i tvivlsomt selskab, uden egentlig at fornemme hvorfor. Hen imod slutningen bliver opklaringen af, hvad der så er foregået lidt for meget en naiv opremsning.

Udsat for det rette modspil i skriveprocessen – fx. en skarp og ærlig redaktør, spår jeg Marianne Monteau både udvikling og forfatterkarriere, for hendes debutkrimi har absolut potentiale.

På intet tidspunkt overvejede jeg at droppe bogen.

At udgive en bog er noget som kræver vilje, seriøsitet og en stor dosis umage – og man fornemmer tydeligt i denne debut, at forfatteren virkelig vil projektet og også har evnerne. Når “Jeg er den skyldige” blot opnår 3 stjerner, trods alle de positive elementer, er det fordi den savner skarphed og tilretning. Eksempelvis mente jeg, med omkring 200 siders læsning tilbage, at vide hvem morderen var – og fik ret. Offeret Margit Blixt, angives i handlingen til at være få dage fra sin 60 års fødselsdag, imens bagsideteksten bebuder, at hun er 64 år. Det er virkelig en skam.

Så mere skarphed, mere Monteau og mindre fyld.

Der hersker ingen tvivl om, at jeg også skal læse nummer 2 i serien.