Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ (6/6) “Den, der lever stille” af Leonora Christina Skov, udgivet 11. januar 2018, 384 sider.

Christina Skov ankommer til det hospice på Fyn, hvor hendes mor ligger på sit alleryderste. Således uden evnen til at kommunikere og dermed afskåret fra nogensinde igen at kunne anklage, bebrejde og uelske sin datter.

I dét øjeblik er Leonora allerede en smule friere som menneske – og omend endnu ubevidst – er hun som forfatter fri til en fortælling, der trænger sig på. Desuden har hun ikke været Christina længe. I 15 år har hun gjort krav på at være den rigtige Leonora og ikke den forkerte Christina.

“Den rigtige datter ville for længst have kastet sig hulkende på sin mors hospitalsseng, men jeg havde været den forkerte datter i årevis, muligvis siden jeg blev født, og min mor brød sig ikke om kropskontakt”

“Den, der lever stille” er en indbundet skønhed på 620 gram, smukt undfanget i nøje afstemte farver og guldtryk. Leveret af pakkeposten op mod jul i fin æske med låg, svøbt i guldstjerner, bogmærke med guldkvast og lys.

Og dér stopper romantikken…. “Den, der lever stille” er Leonora Christina Skovs stærkt selvbiografiske roman om opvæksten som enebarn i et strengt, kontrolleret og dysfunktionelt hjem. Om en barndom der tatoverede skyld og skam på indersiden af en ganske uskyldig pige og om manglende kærlighed, som blev formidlet i rigelige mængder.

Ligeledes er det en utrolig smuk og barsk fortælling om at holde ud, om at overleve og om at lykkes på trods af vilkår og afsavn. Om den unge og udstødte Leonora, som kæmper for sin identitet i en lille Københavnerlejlighed så kold, at hun må iføre sig handsker – idet hun forlængst havde lært sig at navigere i et køligt hjem. Om et mønsterbrud af de allerstørste – formået af pige, som viste sig langt stærkere end sin dominerende mor og den far som til det sidste bakkede sin hustru op.

” – Mor tænker altid på alle andre end sig selv. Det kan du lære noget af, sagde han. – For dig er det bare mig, mig, mig hele tiden. Først mig selv og så mig selv og så mig selv igen, er det ikke rigtigt?”

Heldigvis er det også historien om i livet at møde de mennesker, som er rigtige og som ser én. #hilsentil #Ellinor #Ingrid #Jannie #Jesper #Annette #mfl

“Er det vigtigt? spurgte jeg Jesper, og det var det, sagde han, og han lagde en seddel på mit skrivebord. Med sin flot svungne skrift havde han han skrevet Babooshka. Jeg spurgte, om det var et spillested opkaldt efter Kate Bush-sangen af samme navn. Kendte han den? Den var fra Never for ever. Han var velkommen til at låne cd´en. – I min egenskab af din nabo har jeg godt bemærket, at du hører Kate Bush hele tiden, sagde han. – Men Babooshka er altså en lesbisk bar. Han smilede til mig. – Jeg tror måske, at det mere er et sted for dig.

Fra de allerførste sider, blev der læst med vejret holdt og tårer på kinden. Den altoverskyggende følelse af fortrolighed og oplevelsen af at have Leonora siddende ved sin side i sofaen. Jeg skimtede konstant et omrids af hende lige bagved bogen, som sad hun dér og hviskede sin historie. Kun til mig.

Måske derfor har denne anmeldelse har voldt mig uvante kvaler. For når forfatteren havde beæret mig med sin tillid – hvordan skulle jeg så kunne gøre Leonora uret og udbasunere historien.

Alene dét kendetegner en stærk læseoplevelse af den ypperligste slags.

“Den, der lever stille” er skåret usentimentalt – forstået således, at man som læser ikke overmandes af medlidenhed for hovedpersonen og endnu vigtigtere; ikke druknes i forfatterens jagt på samme. Snarere rammes man af stor forståelse, ømhed og respekt for Leonora Christina Skov, hendes håndtering af eget liv og for det store mod hun udviser med denne bog.

For at blive et helt menneske, skal man have prøvet at gå i stykker.

“Den, der lever stille” – fantastisk smuk og hæslig. En ny klassiker til bogreolen. Ikke mindre stærk som lydbog indtalt af forfatteren selv.

Leonora Christina Skov #absolutelskværdig