PrintXpress ⭐️(1/6)
“VILDSPOR”, Casper Gjede Jansen, 136 sider, udgivet november 2015
For lidt over 3 måneder siden fik jeg venligt tilsendt et eksemplar af Casper Gjede Jansens bog “Vildspor”, og forfatteren har siden tålmodigt afventet, at jeg fik den læst. #takfortålmodigheden
Og nu er det ferie og læsevejr.
Vildspor er en samling af korte noveller, som ifølge bagsideteksten har til formål at udforske de hemmelige og mørke sider at menneskets sind. Forfatterens forord slutter således:
Velkommen til menneskets dystre univers, hvor melankoli, paranoia og skjulte hemmeligheder er din tro følgesvend
Det at læse noveller er ikke hverdagskost for mig, men hver og én er de let læste og ja – med overvægt ganske dystre.
Som et generelt positivt menneske, formet af liv og erfaring som alle andre, er det altid sundt at læse noget der er ganske anerledes end det, der normalt fylder min bogreol. Og jeg vil da heller ikke benægte, at et par af novellerne gav god mening i eksempelvis vurderingen af, hvad det gode liv er.
Egentlig forstår jeg godt, hvor bogen søges hen – alligevel når den for mig ikke rigtigt i mål.
Til det er sproget for løst – eller for ungt. Jeg tænkte flere gange, at sproget virkede som formet af en teenager, der forsøger at lege voksen – eller omvendt, formet af en voksen, som som skriver for ungt, for råt, for groft, for barnligt og for vulgært. Det savner efter min mening lidt umage, vejledning og modspil.
En gang i mit liv, har jeg måtte opgive at læse en bog, som gav mig fysisk ubehag og kvalme. Det skete, da jeg skulle læse “Stjernebos børn” af Brian Spangård. Den var for udpenslet og bogen savnede for mig berettigelse for de alt for beskrivende scener. Sådan havde jeg det ikke helt med “Vildspor”, men her var det nok novelleformen, som reddede oplevelsen.
Jeg må give novellegenren et forsøg igen på et senere tidspunkt, men mennesker såvel som læsere er forskellige og imens jeg takker for læseoplevelsen – erkender jeg, at denne udgivelse ikke lige var mig.