Modtryk ⭐️ (1/6)
“DET DER IKKE SLÅR OS IHJEL”, David Lagercrantz, 473 sider, udgivet august 2015
Jovist – jeg har selv bedt om det. Længe var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle læse “Det der ikke slår os ihjel” af David Lagercrantz, eller ej.
Jeg elsker nemlig “Millenium-triologien”. Har læst bøgerne mere end én gang og har også genset de velproducerede 6 x 89 minutters serie på Netflix. Jeg er fan.
Egentlig følte jeg det fra starten lidt som gravrøveri, at en anden forfatter nu skrev videre på Stieg Larssons værker. Andre jeg har talt med har følt det samme og deraf valgt ikke at læse “bog 4”. Det har jeg stor respekt for.
Omvendt er det jo svært at danne sig en rigtig mening om bogen – uden faktisk at læse den. Så nysgerrigheden vandt – og jeg glædede mig, så snart jeg havde truffet min beslutning.
Normalt er jeg en ret hurtig læser. Alligevel måtte jeg læse de første 100 sider af 6-7 gange – da historien ikke rigtig fænger. Den føles ikke helt ægte og forsøger til stadighed at finde støtte i de kendte Larsson karakterer, som kun svært genkendes på andet end navnet. Ihvertfald for en Larsson fan.
Nuvel, et stykke efter de 100 første sider, skifter tempoet og hele beskrivelse af professoren Frans Balders sidste timer er ret godt skrevet og bringer for en kort stund én i åndeløs spænding. (Man kigger sig ihvertfald en ekstra gang over skulderen i mørket, når man efterfølgende går ud med skraldespanden).
Bogen er enormt nørdet og rummer utrolig mange it, hacker, kunstig intelligens-udtryk, som kan trætte en ikke-fagspecifik læser. Dér tænker jeg, at det som promoveres som fortsættelsen på Larssons triologi, skyder ret langt forbi målgruppen og den mest trofaste skare af “Millenium-fans”.
Og nej – jeg er ikke den mavesure type – og jeg gav oprigtigt bogen en chance. Alligevel synes jeg ikke den har berettigelse som nr. 4 og slet ikke som “En Lisbeth Salander-roman”.
Salander og Blomkvist bliver på sin vis udvandede og forfatteren pryder sig med lånte fjer. Det er ikke klædeligt og lugter mere af økonomisk interesse for David Lagercrantz.
Og skal man endelig pryde sig med lånte fjer – må kan man i det mindste udvise den respekt ikke at sjuske.
Måske skyldes det min helt utrolige hukommelse, men det både provokerer og irriterer mig grænseløst at konstatere sjusk:
Lisbeth Salander er på et tidspunkt i akut nød og fare og overvejer at søge hjælp hos sin gamle ven og tidligere formynder, Holger:
“Hendes gamle ven Holger Palmgren var så godt som kommet sig over sit slagtilfælde og boede nu i en toværelses på Liljeholmstorget”
Blot 69 sider senere besøger Mikael Blomkvist den selv samme Holger, som nu beskrives således;
“Holger Palmgren var en pensioneret advokat, der havde været Lisbeths formynder i adskillige år”……
“Holger var imidlertid blevet gammel og syg. Han havde haft to-tre slagtilfælde, og i dag kunne han kun komme rundt med rollator, og nogle gange end ikke med den. Venstre side af ansigtet hang slapt ned og han kunne næsten ikke bruge venstre hånd. Men hans hjerne var klar, når blot det drejede sig om ting, der lå langt tilbage i tiden”….
Undskyld mig – men vi går fra ét slagtilfælde (som vi kender fra tidligere) til 2-3 stykker og fra at han “var så godt som kommet sig” til at han nærmest er en krøbling. Hold nu op.
Tidligere i bogen tænker Lisbeth Salander på sin far;
“Alexander Zalachenko, Zala, havde ikke blot dræbt hendes mor og ødelagt hendes barndom”
Zala dræbte IKKE Lisbeths mor. Nok mishandlede han hende gennem mange år, og gav hende mange mén, men fra Lisbeths overfald på sin far – gik der altså endnu 14 år før hendes mor Agneta døde på plejehjemmet.
Et sidste opstød. Det lover jeg 🙂 :
Et sted i “Det er ikke slår os ihjel” opsøger Lisbeth Salander en hacker, som hun gerne vil have kontakt til. Hun finder ham i en klub, hvor de deler et spil skak. Han tænker følgende;
“Hun så ganske vist sur ud, og Arvid brød sig ikke om sure damer. Men hun havde gode kasser”
Måske er jeg bare sart, men i Stieg Larssons værker har vi ALDRIG set Lisbeth fremstå som en pige med “gode kasser”. Det er simpelthen ikke godt nok hr. Lagercrantz – og det er mangel på respekt for de karakterer du lukrerer på – rettigheder eller ej.
Nå, men der er stadig noget tilbage af denne mandag aften – og på hylden venter endnu en bog af David Lagercrantz. Denne gang hans egen produktion, “Himlen over Everest”. Så helt umenneskelig er jeg ikke – han får en chance til.
Hvis han altså lover at lade Larsson hvile i fred.
Over and out.