Døden kommer med ål

Anmeldereksemplar fra Byens Forlag  “Døden kommer med ål” af Heidi Kølle Andersen, 139 sider, udgivet 4. juni 2018 ⭐⭐⭐ (3/6)

Denne sommer har vadet i små kompakte udgivelser og en sådan er “Døden kommer med ål” også. Trods sit minimale ydre, er der absolut intet “pussenusset” over temaerne i denne debut, som forfatteren også kalder “En hjemstavnsfortælling”.

Med andre ord er det, råt for usødet, skildringen af et fiskerbarns opvækst og ungdom på de sydfynske kanter, i et tragikomisk og til tider kvalmende sceneri – som dog også rummer varme og gode intentioner.

Fortællingen gør bestemt indtryk – og man får lyst til at tage det lille fiskerbarn og putte hende i lommen. Der bør være grænser for, hvad børn skal bevidne. Heidi Kølle Andersen er selv fiskerbarn fra Bagenkop, og jeg har læst hendes citeret for at ville gøre op med folks fordomme omkring dialekter.

Derfor er det ekstra ærgerligt, at undertegnede som ærke-Fynbo, fandt det nærmest umuligt ikke at føle, at forfatteren latterliggør det fynske – omend hensigten var en anden.

Naturligvis kan delvist autobiografiske romaner (såfremt der her er tale om det) prikke så meget til selvoplevet ubehag, at alvoren nødvendigvis må punkteres som her, med en konstant gengivelse af syfynsk tale.

Alligevel er det synd for bogen, som med sine blot 139 sider, faktisk har både nerve og budskab.

 

 

 

 

 

 

Separator image Posted in Romaner.