Jeg er f*cking hot!

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag – “Jeg er f*cking hot!” af Renée Toft Simonsen, udgivet 3. april 2018, 320 sider. ⭐⭐⭐⭐⭐ (5/6)

Renée Toft Simonsen er næppe den første, som har begået et skriv om kvindens overgangsalder. Til gengæld har hun gjort det selvoplevet, ærligt og uden filter i beskrivelsen af egen rejse i det indre landskab.

Begrebet “indre landskab” går igen i bogen – og at Renée Toft Simonsen er uddannet psykolog fornægter sig ikke. En del gange under læsningen tog jeg mig selv i at tænke “Nej, nu bliver det simpelthen for langhåret eller for føle-føle”. 

Min kloge mand plejer at sige, at med provokation når man langt – og når jeg tillod mig at reflektere over, hvorfor nogle passager i bogen fik mig til at reagere, var det lige præcis fordi jeg blev provokeret. Tja – sådan er det ofte, når man ubevidst (eller bevidst) genkender sig selv i noget.

Denne bog er Renée Toft Simonsens fortælling og dermed ikke en manual til et quikfix – og der findes nok i øvrigt ingen smutveje.  Snarere er der chance for motivation til læseren i at finde egen rette vej og relevante temaer.

“Jeg er f*ucking hot” italesætter en uundgåelig og temmelig vigtig periode i kvindens liv – lige omkring og under overgangsalderen. Ligeledes sætter den ord på alle de tanker, symptomer og ikke mindst den øgede sårbarhed, der som regel rammer i midt-40´erne. Pudsigt nok er det også den periode i livet, vi som kvinder er dårligst til at tale om og dele med hinanden.

Måske skyldes det, at symptomerne er mangeartede og deraf kan få mange af os til at tvivle på, om vi overhovedet er ved vores fulde fem. Måske er vi flove og skammer os over gener under navlehøjde – eller måske passer vi simpelthen bare på os selv. Men livet slutter jo ikke med denne proces.

“Jeg er f*cking hot” beskriver en favnfuld relevante temaer – ikke mindst om at stå ved den man er, om at acceptere sig selv, overgangsalderen og det der følger med. Som et vilkår – uden at kæmpe imod eller forsøge at skjule det uundgåelige. For som med så meget andet i livet gælder, at alt man ikke siger højt – blot vokser sig større. Så der er på sin vis alt at vinde ved at bryde tabuet.

Her på kanten af min 45 års fødselsdag, var bogen måske mere relevant for mig end jeg ville være ved, men den er en befriende og god makker som sætter mange tanker i gang – også efter endt læsning.

Mine ældste børn er født i hhv. 1999 og 2001. Dengang fik man ved første graviditetsundersøgelse hos lægen udleveret en lille bog som hed “Vi venter barn”.  Måtte det fra nu af være sådan, at når en kvinde konsulterer egen læge med blot en snert af begyndende overgangsalder, så får hun udleveret et eksemplar af “Jeg er f*cking hot”.

For perioden som venter hende, er på sin vis endnu mere vigtig og personlig end den, hvor hun satte børn i verden. Det kalder absolut på et indspark som dette – frit fra leveren, med greb i virkeligheden og uden kliniske handsker.

Befriende ucensureret og filterfrit !