Krigsturisten

Anmeldereksemplar fra People´s Press ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ (5/6) “Krigsturisten” af Jesper Bugge Kold, udgivet 10. januar 2018.

Niels sidder fast i livet. Såvel arbejdsmæssigt som privat kører han på autopilot og jobbet som gymnasielærer bibringer ham lige så lidt, som han bidrager til arbejdspladsen med.

Datteren er flyttet hjemmefra og sønnen har Niels en nærmest ikke-eksisterende relation til. Med hustruen Annemette deler han kun rutinerne.

Michael – en gammel ven og anerkendt fotograf i verdens brændpunkter, kommer hjem til Danmark og over en flok øl tilbyder han Niels at komme med på en opgave i Beirut. Fristelsen er for stor, græsset på den side synes grønnere og Niels takker ja.

Måske er det vejen til at booste et liv der er gået i stå?

“Krigsturisten” er Jesper Bugge Kolds tredje roman og med den forrige bog, “Land i datid – er der virkelig noget at leve op til.

Omvendt, så alene titlen – og omtalen af konceptet omkring såkaldt krigsturisme i medierne op imod udgivelsen bevirkede, at jeg tvivlede en smule på om jeg overhovedet var i målgruppen for denne roman.

Muligvis har det derfor været lettere for Jesper Bugge Kold at overraske undertegnede i “Krigsturisten” – men uanset, så fik jeg en ganske anden oplevelse end forventet.

Allerede fra bogens første sider rammer forfatteren med en sådan dybde – at modløshed og tristesse hos Niels fremstår så tydeligt, at det næsten kan smages og gør det svært at synke.

Melankolien fremstår autentisk og med mindre læseren kan sige sig helt fri for – nogensinde – at have følt sig ramt af livssituation, konsekvenser af egne valg eller trivialiteter, så gør historien stort indtryk.

Beskrivelserne af og kontrasterner i en gymnasielærers sceneskift fra komfort- til krigszone er både troværdige og lugter af god research. Noget der generelt kendetegner forfatteren.

I særdeleshed er hovedpersonens hjemkomst til familien efter første tur som krigsturist, så enormt fin og tankevækkende i sin beskrivelse. Således fandt jeg mig selv begravet i “Krigsturisten” med våde øjne og ramt af indtryk på forsædet af bilen på en parkeringsplads ved Bilka, hvor dagens tilbud ventede. Livet er i sandhed fuld af kontraster.

Hele oplevelsen af at Niels, netop hjemvendt fra første rejse  – på sin vis føler sig boostet eller i det mindste en smule forandret efter en grænseoverskridende tur – og deraf eksempelvis evner at se sin søn med andre øjne denne første morgen, står ret stærkt.

Som læser gribes man i håbet om, at bedre tider venter for den lille familie og ikke mindst for gymnasielæreren. Men resten af familien har jo været i vante rammer. De er ikke blevet boostet. Så kan Niels trække på denne ene og ekstreme rejseoplevelse som krigsturist og få det bedste ud af den?

Selvfølgelig ikke.

Rastløsheden melder sig – og næste rejse, næste adrenalinfix venter og til hvilken pris?

“Krigsturisten” er en velskrevet, interessant bog og man kan mærke at Jesper Bugge Kold virkelig mener det. Det er tankevækkelse og indføring i konceptet krigsturisme som bizart nok findes i den virkelige verden. Samtidig er det den troværdige fortælling om et menneske i eksistentiel krise – og om de risici man kan løbe, når fristelsen og desperationen bliver for stor.

Godt skudt, Jesper Bugge Kold

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Separator image Posted in Romaner.