Den underjordiske jernbane

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ (5/6) “Den underjordiske jernbane” af Colson Whitehead, udgivet 9. juni 2017, 304 sider.

“Den underjordiske jernbane” var færdiglæst allerede i slutningen af juli, men først nu finder ordene om den vej til tastaturet. Dette er ingen tilfældighed, da bogen er et bombardement på sanse- og føleapparatet.

I “Den underjordiske jernbane” skildrer Colson Whitehead livet for og blandt USA´s slaver og i særdeleshed følger vi Cora, en 16-årige slavepige fra bomuldsplantagen. Cora har levet et liv som udstødt siden hendes mor Mabel, flygtede for flere år tilbage og efterlod datteren til et liv i ensom fornedrelse med vold, overgreb og konstant frygt – uden skyggen af en mor.

Mabels flugt, der kun som få lykkedes – har en næsten mytisk status og dette piner ikke mindst den berygtede slavejæger Ridgeway. Så da Cora trods mange forbehold, beslutter at tage flugten med markslaven Caesar, sætter Ridgeway alt ind på at indfange hende igen.

Flere steder har jeg set “Den underjordiske jernbane” omtalt som en spændingsroman, men jeg kunne ikke være mere uenig. Det er ikke en spændende bog.

Til gengæld bliver læseren suget ind i en verden mere rå, mere brutal og velbeskrevet end man kunne forestille sig.

For nok er bogen fiktion, men helt ind i rygmarven borer sig bevidstheden om, at de beskrevne omstændigheder og levevilkår har været nok så virkelige for millioner af slaver på den tid, hvor den store hvide mand herskede og regerede.

Slavepigen Cora gemmer sig i månedsvis på loftet hos en hvid familie. I dagtimerne skal hun i det lille rum være musestille, for ikke at afsløre sig selv over for huset unge pige. Allerede dér har bogen så godt et tag i én, at det ikke er spænding der præger læseoplevelsen, men derimod ren og skær ængstelse. Og hver gang slavejægeren Ridgeway dukker op på siderne, løber det koldt ned af ryggen.

Colson Whiteheads beskrivelser er præget af en troværdighed som gør, at man kan næsten smage støvet og mærke pisken smælde om ørerne og ved de voldelige scener, kan man tage sig selv i at lukke øjnene.

Således fremstår “Den underjordiske jernbane” også tydeligt som en reel fysisk jernbane – og en del læsere kunne nok forledes til at tro, at den virkelig fandtes og ikke blot dannede grundlaget for det ordforråd som netværket, der hjalp slaverne mod en mere nådig skæbne, benyttede dengang.

Der mangler ganske enkelt argumenter for, hvorfor man ikke skal læse “Den underjordiske jernbane”. De fleste kender lidt til slavetiden i USA – ikke mindst gennem film og tv, men med denne roman får man chancen for et gribende indblik i en dyster, grusom og ond verden, som danner billeder, stemninger og følelser i dit indre, som selv den bedste filminstruktør ikke ville kunne mestre.

Alt imens du vel og mærke kan sidde trygt i din lænestol og blot risikerer, at “Den underjordiske jernbane” sender nutidens brok over livets trivialiteter på porten. Ihvertfald for en tid.

Blændende, barsk og blodig.

 

 

 

Separator image Posted in Romaner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *