PAPA

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ (6/6) “PAPA” af Jesper Stein, udgivet 8. juni 2017, 416 sider.

I København er 143 bankbokse blevet udboret og tømt for indhold – næsten uden det blev opdaget. Men takket være vicepolitikommissær Vicki Thomsens fine næse, kan opklaringsarbejdet hurtigt skydes i gang. Og her er det ikke kun eksterne udfordringer Vicki Thomsen må kæmpe imod.

Samtidig slår Axel Steen sine folder som undercoveragent for PET. Det foregår hovedsagligt i Amsterdam, hvor han engageret og målrettet arbejder sig frem i infiltrationen af kriminelle miljøer – imod det der skal kulminere i en risikofyldt og omsiggribende aktion – med USA som nærmeste medspiller.

Det kan ske, at man mere eller mindre bevidst undgår eller udskyder bekendtskabet med en forfatter. Sådan har jeg haft det med Jesper Stein. Flere gange har jeg stået med hans bøger i hånden – men noget har sagt mig, at jeg måske ikke var i målgruppen for hans forfatterskab. Samme mavefornemmelse gjorde sig gældende med bagsideteksten på “PAPA”, som går over russisk mafia, narko og våben – mod et boksrøveri i København.

MEN, hvor jeg dog elsker at tage fejl…

Nok blev “PAPA” mit første bekendtskab med serien om Axel Steen, men det tog ikke mange sider før Stein havde mig i sin hule hånd. Som læser forsvinder man helt ind i Axel Steens univers og selvom hans selvdestruktive sider ikke fornægter sig – så kan man ikke andet end at elske ham.

Kontrasterne og og ikke mindst konflikterne imellem Axel Steen og hans undercoveridentitet Hans Hauser er mesterligt velskrevne. Man kan få helt ondt i maven på Axels vegne – men ynkelig bliver han aldrig og som læser ønsker man mest i verden, at det skal gå ham godt.

Han er troværdighed i den mest rendyrkede form og alene Jesper Steins beskrivelser af Axel Steens forelskelse i Amsterdam og det på sin vis umulige og ulykkelige i den, giver sug af alle slags helt ned i mellemgulvet.

Ægte forelskelse, ægte hengivelse og ægte begær. I den mest uægte situation. Det er virkelig smukt og velskrevet.

INGEN TVIVL: jeg er helt på rumpetten over det “PAPA” gjorde ved mig og kan slet ikke få armene ned igen. Lige så frustrerende det er at blive skuffet over en bog man har store forventninger til – lige så fantastisk er det, når en forfatter kaster rundt med dig som læser og nok selv skal bestemme, hvornår du er færdig med bogen.

“PAPA” vil til tider tage pusten fra dig i ren spænding og cliffhangers skorter det heller ikke på.

Handling og plots holder hele vejen hjem og der er absolut ingen forudsigelighed at spore. Scenerne kammer aldrig over – til det er Jesper Stein ganske enkelt alt for dygtig.

“PAPA” er mange temaer i særdeles velformuleret og begavet forening og man begriber næsten ikke, hvordan Jesper Stein kan holde stilen og skarpheden i en så omfangs- og ordrig krimi.

De første 4 bind i serien må jeg absolut eje.

Af hjertet tak Jesper Stein. Jeg elsker Axel Steen.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *