Ligblomsten

Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ (6/6) “Ligblomsten”, Anne Mette Hancock, 308 sider, udgives 1. april 2017.

Helouise Kaldan er den anerkendte journalist, som efter en sag om brug af urigtige oplysninger fra en kilde, mærker karrieren vakle under sig. Og i privatlivet nager også en tvivl. Helouises opmærksomhed afledes dog, da hun modtager et kryptisk brev fra Anna Kiel, som i 3 år har været eftersøgt for et koldblodigt mord på advokaten Christoffer Mossing. Og så afslører jeg ikke yderligere…

“Ligblomsten” er Anne Mette Hancocks debutkrimi og udkommer den 1. april 2017 på Lindhardt og Ringhof.

Skulle nogen dermed forledes til at tro, at der her er tale om en aprilsnar – kan dette på det kraftigste afvises.

“Ligblomsten” er en fantastisk velskrevet og velgennemtænkt bog, som griber læseren fra første side. På intet tidspunkt undervejs afsløres de endelige sammenhænge eller plot – og det pirrer nysgerrigheden uden på nogen måde at efterlade læseren frustreret. Til det har man ganske enkelt for travlt med at læse og med at huske at trække vejret.

“Ligblomsten” er en pageturner af rang og bogen nærmest emmer af manglen på “debutant”.

Der er absolut intet famlende nybegynder over bogen, som må anses for at være en gave til krimigenren.

Sproget er flydende, stilen sikker og intet forekommer overflødigt. Det er selvsikkerhed i den mest rendyrkede form og Anne Mette Hancock har læseren i sin hule hånd.

Historien er skåret skarpt, spændende og ikke uden humor. Dette sikrer politimanden Erik Schäfer ikke mindst.

Midt i spændingen – hæftes man i særdeleshed over passagerne i bogen omkring Helouises unikke forhold til Marmorkirken, hendes far og til veninden Gerda. Reelt set udgør de ikke mange sider af den samlede historie, men ikke desto mindre fremstår de enormt troværdige og fuldt berettigede for sammenhængen.

Jeg har om “Ligblomsten” set forlaget citeret for at kalde den årets fund og “nålen i høstakken” blandt de mange manuskripter forlaget modtager, og hvis jeg var Lindhardt og Ringhof, ville jeg seriøst også have svært ved at få armene ned.

Det eneste dårlige der er at sige om “Ligblomsten” er, at jeg her i februar 2017 allerede har læst årets bedste krimi.

Fængende, Fantastisk, Fremragende ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️