Løgnerens hus

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag ⭐️⭐️⭐️⭐️ (4/6)

LØGNERENS HUS, Katrine Nørregaard, 320 sider, udgiver oktober 2016

 

“Løgnerens hus” tager sit udspring i et dødsfald; Kristian efterlader sig sin hustru Karen, datteren Louise og barnebarnet Ida. Den lille familie har i forvejen været splittet i flere omgange.

Således har Kristian tidligere valgt familien fra i en periode på 20 år, for pludseligt at vende hjem uden yderligere forklaring. 

Det faderlige fravær, som især har ramt og præget den nu voksne Louise i hendes opvækst, er dermed aldrig talt igennem. At mor Karen stod klar til at modtage faren med åbne arme efter 2 årtiers svigt, er Louise ubegribeligt og hun har siden Kristians tilbagekomst for 5 år siden, brudt kontakten til såvel sin far som sin mor. Dog har Louise ladet sin egen datter Ida, som nu er 17 – være en del af bedsteforældrenes liv. 

Ved sin død efterlader Kristian sig adressen på sommerhuset “Lykkebo”, som ingen i familien kender noget til. I et inderligt ønske om at forene dem, lykkes det Karen at overtale Louise til at tilbringe én uge i sommerhuset med familien.

Louise er i forvejen udfordret af mistrivsel i privatlivet med manden Michael, i hverdagslivet med en teenagedatter og en bonussøn og i hendes egen indre tvivl omkring en graviditet, som hun endnu ikke har italesat til nogen. Så udsigten til at skulle tilbringe en uge under samme tag som sin mor, er ikke just et drømmescenarie. Dog finder både hendes mand og datter, at det er det helt rigtige at gøre.

Opholdet i “Lykkebo” bliver en følelsesmæssig rutchetur, hvor ingen kan gemme sig og hvor mange brikker skal vendes for at sandhedens til tider grimme ansigt – og det fulde familiebillede kan vise sig. 

 

Jeg har en forkærlighed for debutanter. Så glæden var ikke til at tage fejl af, da jeg i ugen op til jul modtog dette anmeldereksemplar af Katrine Nørregaards “Løgnerens hus” som hun vandt Politikens Romankonkurrence med i år.

Debutanters værker møder jeg altid med et helt åbent sind. Jeg havde dog inden læsningen af denne roman hæftet mig ved, at Katrine Nørregaard blot er en ung kvinde på 22 år.

“Løgnerens hus” er en velskrevet roman, hvor kapitlerne fortæller historien fortløbende med skiftevis Karen, Louise og Ida´s stemme. Og selvom jeg måske godt kunne savne mere nuancerede udgangpunkter i fortællingerne fra de 3 kvinder, således at de tydeligere spænder vidt i alder – så kommer jeg ikke uden om, at bogen bare gerne vil læses. Dette gjorde jeg over tre dage og bemærkede, at selv i min arbejdsdag kredsede tankerne indimellem om, at nu skulle jeg snart hjem og læse.

I starten fornemmer man, at sproget og tilgangen til historien er ungt, men dette udviskes efterhånden, som man gribes helt og fuldt af historien. Dette i en forståelse af, at der i romanen ikke kan nåes fuldt i dybden med alle problematikker.

Den fængende fortælling gør også, at det blot fremstår som mindre skønhedsfejl, når man eksempelvis støder på navnet “Peder” allerede på side 24 – i en ikke relevant sammenhæng? Ligeledes, at familien samles ved Kristians fuldt etablerede kistegravsted med gravsten og fuglebad knap 1 måned efter begravelsen. En sådan etablering sker normalt først 3-6 måneder efter begravelsen – da jorden skal “sætte sig”

Katrine Nørregaard kommer i sin debut om komplicerede familieforhold modigt omkring store temaer som kærlighed, svigt, skyld, skam og utroskab. Omkring konsekvensen af manglende kommunikation og evnen til ikke at prioritere denne. Om kærlighed som består – uanset om vi vil det eller ej.

Om ærlighed og tilgivelse – og den kvalmende og angstprovokerende vej dertil. Og om, at der i enhver konflikt altid er noget vi som mennesker kan – og bør trække hjem til os selv. 

På den måde har Katrine Nørregaard her begået en vældig vedkommende, relevant og smuk roman om den svære kunst familie kan være og om livets dilemmaer generelt.

Med forfatterens kun 22 år på bagen, er jeg imponeret over hendes evne til allerede nu at have indset, at verden ikke kun er sort og hvid – og jeg fornemmer, at Katrine Nørregaards egen historie måske har gjort hende ældre end som så. Og det er absolut ment som et kompliment.

“Løgnerens hus” er en helt igennem både troværdig og fordomsfri fortælling, hvor man som læser nok skal være mere end almindeligt uden for rækkevidde, såfremt den ikke får én til at tænke bare en smule over egne familieforhold.

Et letlæst drama, som klart er en anbefaling værdig.

Dragende Dramatisk Debut

 

 

Separator image Posted in Romaner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *