Genstart

Anmeldelse fra januar 2014.

Forfatteren fører os (meget) roligt og sikkert ind i amish-folkets verden og beskrivelsen af de tætte relationer, hverdagslivet og traditionerne i Stoltzfus-familien, er både varm og troværdig. Som en stjerneklar kontrast hertil, møder vi retsgenetikeren Sarah Bermann i den “vestlige verden”, hvor også den unge amish David, for en stund befinder sig. Dermed er scenen sat til en krimi med mange forgreninger. Midtvejs – og efter en meget rolig, tålmodighedskrævende og informativ start, fandt jeg mig som læser i åndeløs spænding over det pludselige og intense temposkift – hvorefter jeg ikke formåede at lægge bogen fra mig. Bogen emmer af konspiration, videnskab, mord, FBI, fortielser og et fantastisk plot på flere niveauer, som læseren umuligt kan forudse. En super flot krimi-debut med en rigtig intens afslutning, der udløser både spænding og forventning til Genstart´s efterfølger. For gad vide, hvilken retning forfatteren Claus M. Lohman vælger at gå.